Forårets blå i skovbunden
Blå anemone hedder på latin Hepatica nobilis; i ældre litteratur møder du også navnet Anemone hepatica. Planten hører til ranunkelfamilien, ligesom hvid anemone og smørblomst. Slægtsnavnet kommer af det græske ord for lever og hentyder til de trelappede blade, som man syntes lignede en lever. I den gamle urtemedicin brugte man derfor planten mod leversygdomme, men der er ingen dokumenteret virkning.
I Danmark vokser blå anemone hist og her på Øerne og i Østjylland, i næringsrige løvskove på leret og ofte kalkrig bund. Den blomstrer før løvspring, især i april og ofte allerede i marts. Nogle regner den for Danmarks nationalblomst, og den er logo for Dansk Botanisk Forening.
Sådan kender du den
- Planten er lav, fem til femten centimeter.
- Blomsterne er dybblå til blåviolette, sjældent rosa eller hvide.
- Det, der ligner kronblade, er botanisk farvede bægerblade, seks til ti pr. blomst. Lige under dem sidder tre grønne højblade.
- I midten sidder mange lyse støvdragere.
- De læderagtige, trelappede blade overvintrer grønne og er ofte lilla eller rødbrune på undersiden.
- Blomsterne lukker sig om aftenen og i regnvejr.
Blomsterne giver pollen, men ingen nektar. Tidlige bier søger først forgæves nektar og vender så tilbage for pollen.
I haven
Vil du have blå anemone i haven, så køb planter fra en planteskole, og grav aldrig planter op i skoven. Den trives i halvskygge under buske og træer, der taber bladene om vinteren, i muldrig jord, der hverken tørrer ud eller står våd. Planten vokser langsomt, så giv den tid og lad den være i fred. Det er ikke en snitblomst; dens plads er i bedet.
I Japan, hvor den kaldes yukiwariso, snebryderen, samler man på særlige farveformer.
Giftig?
Ja. Ifølge den danske Wikipedia er hele planten giftig. Som andre ranunkelplanter indeholder den frisk protoanemonin, der irriterer hud og slimhinder. Lad børn og dyr lade være med at gnave i den, og kontakt Giftlinjen på 82 12 12 12, hvis et barn har spist af planten, eller din dyrlæge, hvis det er et dyr.